Hvad er Frej?
Danmark er en fødevarenation med bevidste forbrugere, innovative producenter og dygtige forskere. På trods af det er fødevareforbrug og -produktion noget, der splitter den danske befolkning frem for at samle den.
I Frej arbejder vi for at bygge bro mellem by og land og derigennem skabe en tværfaglig bevægelse, hvor løsninger og handling på nogle af tidens udfordringer (som f.eks. klima, miljø, sundhed og dyrevelfærd) kan findes i fællesskab.
I Frej tror vi på, at det bedst sker gennem dialog, forståelse og gensidig respekt. Både mellem landmænd, forbrugere, virksomheder, myndigheder, forskere og interesseorganisationer.
Vision
Tænketanken Frej arbejder for, at Fødevaredanmark bliver stadigt mere bæredygtigt.
Mission
Frej engagerer
den unge ‘generation bæredygtighed’ og fødevareproducenter i at skabe
et stadigt mere bæredygtigt Fødevaredanmark gennem viden, dialog og samarbejde.
Strategi 2022-2025
Vejen til bæredygtighed er lang – Men sammen skaber vi fremskridt
Bæredygtighed er blevet en præmis for at drive landbrug og være fødevareproducent i Danmark. Mange fødevareproducenter har nu sat mål for reduktion af klimabelastningen og igangsat konkrete reduktionstiltag.
Vi er på vej, men der er lang vej endnu.
Læs mere om hvordan Frej de næste tre år vil arbejde for at Fødevaredanmark kommer tættere på at nå i mål med de ambitiøse bæredygtigheds-målsætninger i Frejs strategi.
Vores mål
I Frej arbejder vi for:
At skabe mødet mellem forskellige aktører for at finde fælles mål og strategier for løsninger på fælles fødevarerelaterede problemer
At den enkelte landmand og forbruger forstår og motiveres af sin rolle i den bæredygtige udvikling
At sikre bedre forståelse mellem fødevareproducenter og –forbrugere
At skabe viden og løsninger gennem dialog og mødet med hinande
Baggrund
Fra studenterpolitik til tænketank
Frej opstod ud af gnisten fra studenterforeningen Tværfagligt Fødevareforum (Københavns Universitet), der arrangerede debatevents om fødevarepolitiske emner på tværs af studieretninger og kæmpede for, at silotænkningen på de enkelte studier skulle erstattes af bredt samarbejde. Studenterorganisationens tanker om at skabe dialog på tværs af faglighed og holdninger skulle bredes ud til resten af samfundet. Til landmænd, virksomheder, NGO’er, forskere, myndigheder, politikere og ikke mindst unge på tværs af uddannelser og landsdele.
Det var på den baggrund, at fire unge kvinder, Marianne Petersen, Charlotte Clausen, Iben Krog Rasmussen og Marie-Louise Boisen Lendal, etablerede Tænketanken Frej, hvis output ikke – som navnet antyder – skulle være tunge analyser og politiske anbefalinger, men dialog, vidensudbredelse og samarbejde.
I dag udgøres Frej af mere 40 frivillige og et sekretariat på 18 ansatte, en bestyrelse, et advisory board og et partnernetværk med mere end 60 partnere for bæredygtig handling.
Hvor kommer navnet ‘Frej’ fra?
I Nordisk mytologi er ‘Frej’ eller ‘Freyr’ guden for afgrøder, frugtbarhed, velstand og fred. Da vi i Tænketanken Frej beskæftiger os med landbrug og fødevareproduktion, passer navnet til vores fokus.
Til højre kan man se en bronzefigur, som menes at forestille Frej. Som gud for frugtbarhed er Frej ofte afbilledet med erigeret fallos, hvilket begrunder tolkningen af statuetten som værende Frej.